Hvordan kunstig intelligens kan fremme en cirkulær tekstiløkonomi‍

Tekstiler er en grundlæggende del af hverdagen og en bærende erhvervsgren på den globale økonomi. Hvor ville vi være uden tekstiler og de mange stoffer, vi fremstiller af dem? Tøj bæres af alle, næsten hele tiden, og er for mange en vigtig måde at udtrykke sig på. En verden uden tøj ville være som en krop uden hjerte.

Drevet af en voksende globalmiddelklasse og modefænomenet fast fashion i vestlige lande, er verdenssamlede mængde af fremstillet tøj mere end fordoblet siden årtusindskiftet. Mens en voksende middelklasse i sagens natur er ønskværdig og ikke bør holdes til last for negative udviklinger inden for forbrugssfæren, er fast fashion i høj grad noget, vi bør lægge under mikroskopet.

Fast fashion
Fast fashion er betegnelsen for trendy tøj til lave priser, som grundet hurtigt omskiftelige modebølger bæres meget få gange, før det hænges bagerst i klædeskabet eller smides ud. På globalt plan bæres et stykke tøj eller fodtøj gennemsnitligt 120 gange, før det udskiftes med et nyt, men i den vestlige verden er tallet langt lavere. En engelsk forbrugerundersøgelse afslørede i2015, at den gennemsnitlige kvinde i Storbritannien bærer et tøjstykke så lidt som syv gange, før hun ikke gider det længere.

Et parallelt problem er, at tøjbranchens fremstillingsteknologier har udviklet sig i et markant langsommere tempo, end sammes design- og marketingtiltag. Fash fashion er opstået qua intentionel forkortning af modecyklusser og lave priser — afstedkommet af, at næsten al produktion er flyttet til tredjeverdenslande  — men lignende opfindsomhed har ikke vundet indpas i tøjets fremstillingsmetoder, som forbliver lavteknologiske, ineffektive og stærkt forurenende. Derfor fremstår fast fashion i dag som en forretningsmodel med moderne rammer for kundeappel og salg, men med utidssvarende produktionsrammer. Efterspørgslen er noget nær maksimeret, men udbuddet kan kun møde denne gennem benyttelse og opretholdelse af dybt problematiske fremstillingsprocesser.

Genbrug er kun et ord
Af alle i tøjfremstilling anvendte materialer genanvendes mindre en 1% af dem til ny tøjfremstilling, hvilket udgør et materialeværditab på over $100 mia. om året. Til dette direkte ressourcespild skal så lægges udgifter forbundet med affaldsdeponering af tøj og boligtekstiler, som alene i Storbritannien, hvor over 300.000 tons tøj smides ud årligt, udgør over $100 mio. om året. USA, Canada og Mexico anslås tilsammen at smide 11 mio. tons tøj ud. 150 milliarder nye tøjstykker sendes på markedet hvert år, af hvilke 25% ikke anvendes så meget som én gang, men blot sendes til destruktion, når de ikke bliver solgt.

På tværs af tekstilbranchen genbruges 13% af anvendte materialer på en eller anden måde, men næsten al dette genbrug udgøres af produktionsfaktorstrømninger til andre brancher eller genanvendelse i mindre værdifulde stoffabrikater såsom isoleringsmateriale, madrasfyld mv. Fælles for disse er deres lave grad af genanvendelighed, som i næsten alle tilfælde begrænser deres genbrug til en enkelt gang. Skønt nogle vestlige lande har høje indsamlingsrater for genbrug, eksporteres store procentdele af disse stoffer til lande uden tilsvarende genbrugsrammer, hvilket tilsvarende begrænser stofgenbrug til sjældent mere end 1-2 cyklusser. Lægges materialeværditab pga. manglende genbrug og den indlagte pris på underanvendelse sammen, anslås det, at det samlede værditab svarer til svimlende $500 mia. eller 0,5% af verdens BNP.

Det lineære problem
Problematiske fakta er der nok af: Tekstilbranchen forlader sig på fossile brændstoffer — 100 millioner tons om året — til fremstilling af syntetiske fibre, gødning til bomuld samt kemikalier til fremstilling og farvning af fibre og tekstiler. To tredjedele af al tøj er af fossil afstamning, 1,2 milliarder tons CO2e udledes årligt — mere end luftfart- og skibsindustrierne tilsammen — 50 millioner tons kemikalier anvendes gennem hele forsyningskæden og 100 milliarder kubikmeter vand forbruges. Læg dertil, at branchen udleder 20% af verdens industrielle spildevand, at arbejdere ofte udsættes for stærkt kritisable arbejdsforhold, og at de globale salgs- og produktionstal forventes at tredoble inden år 2050, og problemerne burde stå klare: Forbrugernes underanvendelse, den lave genanvendelsesprocent og det massive forbrug af råmaterialer i fremstillingen udgør et ødselt, lineært system, som lægger et enormt pres på verdens naturressourcer og bidrager stærkt til den globale opvarmning.

I dette enorme, verdensomspændende maskineri er Jet Sport selvsagt blot et meget lille tandjul med tilsvarende lille indflydelse, men del af det at drifte en ansvarlig virksomhed  — at leve op til etiske love, regler og standarder vedrørende samfund, kunder og ansatte — er ikke at gemme sig bag andre, uanset hvor lille man end sammenligneligt måtte være. Tværtimod er det at indse, at alle virksomheder reelt set tager del i et fangernes dilemma-spil, hvor fristelsen er selviskhed, men det bedste samlede udbytte faktisk opnås gennem samarbejde. Det er ud fra det synspunkt og den praksis, at vi arbejder mod at gøre Jet Sports økonomi 100% cirkulær.

Ressourcer eller interessenter
En ’cirkulær økonomi’ betegner en organiseret økonomisk udvikling, som tilgodeser ikke blot virksomheder, men også deres omkringliggende samfund og miljøer ved at være genopbyggende af natur og gradvist søge at koble vækst fra forbrug af begrænsede ressourcer. Cirkulariteten kommer af en sådan værdikædes evne og tilbøjelighed til at konvertere restprodukter til nye produkter i stedet for at smide dem ud uden at gøre brug af deres fulde genbrugspotentiale.

Den cirkulære økonomiske udvikling har baggrund i den teori, at en virksomhed grundlæggende er afhængig af mindst én af to mulige ’domæner,’ ressourcer eller interessenter, og at den gennem sine handlinger vælger mellem dem. Historisk set har glubsk og amoralsk ressourceforbrug været forretningsverdenens primære vækstkilde. En sådan drift tilsigter et lineært ’anskaf-fremstil-smid-ud’-system med maksimal vækst og minimalt hensyn til ethvert andet anliggende. Interessenters forventninger og krav til opførsel og etik overvindes eller neutraliseres, og kun aktionærers ønske om kontinuerlig profit og vækst indvirker på ledelsens beslutninger.

Den voksende bevidsthed om naturen og individets grundlæggende værd har dog over de seneste årtier effektueret et paradigmeskifte, under hvilket forretningsverdenen presses til i højere grad at tilpasse sig interessenters forventninger og krav til anliggender som bæredygtighed og menneskerettigheder. Det er gået op for alle, at forbrugerne kan vælge ikke at handle med virksomheder, de ikke bryder sig om, og derfor i højere grad end selv aktionærerne kan påvirke ledelsesbeslutninger. Signalerer en virksomhed, at den ikke kerer sig om forbrugernes ønsker, fravælges den simpelthen til fordel for dens mere velvillige konkurrenter.

Den cirkulære løsning
Omformning af tekstilbranchen fra en lineær til en cirkulær økonomi anslås at ville forhindre et årligt værditab på $500 milliarder på verdensplan. Virkeliggørelsen af en sådan vision kræver nytænkning og samarbejde på tværs af branchens segmenter — fra fremstilling, over marketing, til forbrugervaner. Segmenterne skal i videst mulig udstrækning efterleve seks forskellige, men forbundne, kriterier:

1.      Tøj designes og fremstilles til at afspejle individets personlige stil. Det er lettilgængeligt, holdbart og prismæssigt overkommeligt.

2.      Tøj bruges indtil holdbarheden udløber. Når det bortskaffes, genanvendes det i maksimalt omfang.

3.      Fremstillingsprocesser kører på vedvarende energi, og produktionsfaktorer har grobund i vedvarende ressourcer.

4.      Tøjets pris afspejler de sande miljø- og samfundsmæssige udgifter forbundet med dets fremstilling.

5.      Fremstillingsprocesser genopbygger naturens bæreevne og forurener ikke miljøet.

6.      Virksomheder driftes med henblik på styrkelse af det omkringliggende samfunds sammenhængskraft. Forretningspartnere og ansatte modtager kompensation, som muliggør deltagelse i den bredere økonomi.

Mens Jet Sport hverken fremstiller eller sælger tøj, og derfor går fri af megen af kritikken rettet mod tekstilbranchen, fremstiller vi ikke desto mindre tekstilprodukter, som gør brug af farver og andre kemiske ingredienser med potentiale til at gøre skade på miljø og mennesker. Derfor ser vi med stor interesse på disse seks kriterier og overvejer, hvordan de kan guide os til at holde orden i eget hus. Ikke alle angivne eller foreslåede løsningsmodeller er relevante for en underleverandør af stoftryk som os, men nogle er, og disse lader vi os vejlede og inspirere af.

Vi prioriterer holdbarhed og brugerkonfigurerede tryk ved at lade vores kunder designe unikke, personlige applikationer med en slidstyrke, som matcher tøjet på hvilket de trykkes. Et produkt, som forbrugeren selv har været med til at lave, værdsættes mere og inspirerer til at passe på tøjet gennem længere tid. Samtidig muliggør den stærke holdbarhed videresalg, selv efter produktet ikke længere er ønsket af dets designer.

Vindenergi er en vedvarende energikilde, som forvolder mindre skade på miljøet end mange andreenergikilder. Elektricitetsproducerende vindmøller forårsager ikke forurenende emission af CO2og påkræver ikke vand til nedkøling. Mens fossile brændstoffer ofte anvendes i deres fremstilling og/eller transport, og vindmøller således ikke kan siges at være 100% miljøvenlige, er vindenergi ikke desto mindre langt mere bæredygtigt end kul-, olie- og naturgasenergi, som stadig står bag hele 84% af verdens energiforbrug. Hos Jet Sport vælger vi at lade vedvarende og CO-neutral vindkraft udgøre 100% af vores el-indkøb.

Fair kompensation og minimal forurening er blandt vores kerneværdier. Vi er Global Organic Textile Standard-certificerede og har således verdens førende tekstilstandards ord for, at vores ansatte aflønnes i balance med landets overordnede prisniveau, og at restprodukter, kemikalier og spildevand håndteres på ansvarlig vis. Et område, hvor vi stadig har plads til forbedring, er prissætningen på vores produkter. Vores mest miljøvenlige produkter er bredt set stadig dyrere, end vores mindst miljøvenlige af slagsen, hvorfor vi endnu ikke, som efterlyses i det fjerde punkt, prissætter vores produkter efter deres sande miljø- og samfundsmæssige indvirken.

Kunstig intelligens
Vitale dele af en succesfuld transformation fra en lineær økonomi til en cirkulær, er genanvendelse af produkter og materialer, optimering af forretningsmodeller og eliminering af spild og forurening. Kunstig intelligens ses af mange som en forbundsfælle på den vej, så vi ser her nærmere på, hvad kunstig intelligens er, og hvordan det kan hjælpe os på vej mod en cirkulær økonomi.

Hvad er kunstig intelligens?
Kunstig intelligens er et overordnet udtryk for en teknologikategori under hvilken livløse objekter er autonome, begavede og produktive. Det beskriver en metodisk opbygning af viden om, hvordan computerprogrammer og -systemer kan lære at udføre sapiente aktiviteter som logisk tænkning og videntilegnelse. Helt centralt for kunstig intelligens, og hvad adskiller den fra almindelig software, er dens evne til at lære af sin erfaring, dvs. at danne nye, selvskabte handlingsmønstre på baggrund af registrerede datapunkter i form af billeder, video, tekst, lyd eller tal. I forretningsverdenen —fremstillingsbrancherne især — er det typisk let definérbare og målrettede opgaver såsom ruteplanlægning eller musikanbefaling, som søges udført af kunstig intelligens. Software, som er således begrænset i omfang og objektiver, kaldes for ’smal kunstig intelligens’ og står i kontrast til ’generel kunstig intelligens,’ som er langt mere komplekst, ambitiøst og menneskelignende.

Hvordan kan kunstig intelligens fremme den cirkulære økonomi?
Kunstig intelligens kan skabe, understøtte og optimere de genopbyggende/regenererende forretningsmodeller, som er centrale for den cirkulære økonomi. Blandt teknologiens største fokusområder er designoptimering, som ses som et domæne med højt udbyttepotentiale. På baggrund af store datamængder kan kunstig intelligens forslå nye designs eller justere eksisterende, hvorefter en designer så kan gennemgå disse og implementere dem i den udstrækning, at de er nyskabende og hensigtsmæssige.

Udvikling af kunstig intelligens kan aldrig gennemføres af softwaren alene, men kræver omfattende samarbejde med mennesker. Et computerprogram har således brug for udefrakommende rammer og referencepunkter for, hvilke handlingsmønstre det bør udvikle. Et computerprogram har eksempelvis ikke en ’medfødt’ viden om, hvordan et spil skak vindes, men er afhængig af først at blive instrueret af mennesker om vigtigheden af at beskytte kongen, at dronningen er vigtigere end bonden, at løberen kun kan flyttes diagonalt osv. Først efter en sådan fastlæggelse af grundlæggende regler og objektiver, kan programmet begynde at udvikle og afprøve nye og forbedrede handlingsmønstre.

Kunstig intelligens kan fremme en cirkulær tekstiløkonomi ved eksempelvis at udvikle algoritmer, som forbedrer lagerstyring og logistik, og giver mere effektivt stof- og kemikalieforbrug, hurtigere designprocesser og bedre vedligeholdelse af maskineri. Forudfattede vaner og meninger inden for disse områder, som ofte kan være vanskelige for mennesker at give slip på, kan tilsidesættes af kunstig intelligens, hvis nytænkning kan føre til markante forbedringer og effektiviseringer. Kameraer og andre sensorer kan anvendes til at identificere produkter og fremstillingskomponenter, og datapunkterne herefter bruges af softwaren til eksempelvis at finde og fjerne defekte produkter eller ændre designs med henblik på fastlæggelse af bedre produktionsfaktorbalancer.

Intelligent software eksisterer allerede i en lang række af brancher, hvor den mest af alt blot mangler at blive brugt i mere cirkulære sammenhænge. Tekstilbranchen har dog fortsat mange ubetrådte stier for så vidt angår kunstig intelligens og har brug for, at driftende virksomheder påtager sig et andet mindset og bliver mere villige til at prøve nye ting. Kunstig intelligens har uden tvivl potentiale til at mindske mange af tekstilbranchens berømte dårligdomme. Alt, vi behøver at gøre for at realisere dette potentiale, er, at samarbejde — med vores computere såvel som vores interessenter.

‍

‍